20021109 Splittet
Står på en korsvej, ved ikke hvor jeg skal gå hen … Står her og pynter, eller gør jeg? Er det bare noget jeg tror, at jeg pynter? Noget jeg forestiller mig, fordi at der var en der var venlig?
Var det en fejltagelse det hele? Skulle jeg slet ikke have lyttet?
Jeg har været så vant til at yde og yde og ingen ros få retur. Når det mønster bliver brudt, så føler jeg at jeg vil have mere, det er så dejligt og rart at blive bekræftet. Der er intet bedre end at få at vide at jeg er god, at jeg duer og kan bruges. Så er spørgsmålet bare i hvilket omfang at det er godt, ved du det? Kan du fortælle mig hvor grænsen går?
Står på en kors vej og ved ikke hvad jeg skal vælge. Jeg er startet med at træde tilbage til min sidste korsvej, og se om det var der jeg skulle være gået forkert, men jeg kan ikke finde ud af det. Vil bare så gerne have den skide bekræftigelse. Hvor er mit gamle klarsyn?
På sin vis vil jeg godt være som jeg altid har været og ikke skifte retning, men sådan er det ikke, sådan fungerer livet ikke. Man skal vælge … nej, ikke MAN, der er ingen “man” – JEG skal vælge, og ikke kun en eller to gange, jeg skal altid vælge, jeg bliver nødt til det. Det var et valg jeg tog, delete var et valg – at træde baglæns. Jeg overvejer om det var det rigtige …
Det er jo ikke fordi at jeg er sur på ham, for det er jeg ikke. Og vil da også gerne have at han siger hvad han tænker. Men kunne han ikke ha’ sagt det før? Sådan at mine screwed-up tanker ikke var nået så langt? På en måde er det vel det, at jeg slet ikke skulle være begyndt, for det begyndte jo længe før det …
Men har altid ønsket at blive accepteret, ikke nødvendigvis af alle, men bare af nogle, af en del. Nu er jeg blevet accepteret, så vil jeg gerne have dem til at synes om mig, det er også lykkedes for mig en stor del af vejen, så vil jeg gerne have at vide at jeg er god … Det er så her problemet starter. Sådan en gang fuckings binære tal … har lyst til at vræle, men har ikke nogen reel grund.
Måske er jeg sur. På mig selv. Sur over at jeg er så dum en gås. Men når jeg nu ikke vidste bedre … det gør jeg så nu, men må begrænse mig. Det er det bedste. Tror jeg.
Ved ikke hvad jeg skal gøre … forstår ikke noget. Ikke af mig selv, ok ikke af hvorfor alle andre har tiet … eller en anden, ubekendt, har faktisk sagt det … men den fil var måske for meget?
Ej, nu må jeg hellere holde op. Ellers går det galt. Skal bare fikse de dumme ting og så lige lave lidt fikse ændringer så der ikke er for mange der undrer sig. Så må jeg rette ind til højre og leve efter normen. Indtil at jeg får kræfter til at bryde ud af mængden. Hvis jeg får kræfter til at prøve noget som helst.
~~MRA~~ 9/11-02
