Runeforklaring

---

"Råder I de runer vel ——"

Tyvstjålet fra tidsskriftet Ratatosk

De ældste kendte runeindskrifter stammer fra omkring det andet århundrede efter vor tidsregnings begyndelse og er skrevet med det fælles-germanske runealfabet.

Dette alfabet indeholder 24 runer og kaldes oftest "den ældre futhark". Ligesom betegnelsen "alfabet" er udledt af de to første bogstaver alfa og beta, er "futhark" afledt af de første tegn i runerækken.

Runologer mener, at runerne opstod i tiden lige omkring år 0, men det er usikkert hvor og af hvem runerne er konstrueret.

Der har været megen diskussion om runernes oprindelse, idet en del af runerne helt klart er lavet efter latinske bogstaver, mens andre synes at have deres nærmeste forbillede i mere exotiske skrifter, som blandt andre fønikisk – hvilket nøgternt set nok synes at være lidt langt ude, bogstaveligt taget. Der kan være tale om et tilfældigt formmæssigt sammentræf, men det argument er også blevet fremført at runeskriften er lavet af en enkelt højlærd (og ukendt!) person som et led i en politisk kamp for at styrke de germanske folkestammers fællesskab. Sådan kan man jo gætte så meget efter eget ønske.

Runernes særegne, skarpkantede former skyldes antagelig, at de er tilpassede til at skæres i træ. Karakteristisk nok kan ses hvordan flere af de kantede former afrundes, når de anvendes til indskrifter, som er hugget i sten.

Undertiden, men ikke altid, adskilles ordene af to prikker, som et kolon :

Den ældre futhark er i brug med mindre ændringer i hele den ældre jernalder og over hele det germanske og skandinaviske område med kun små lokale variationer, men efter ca 700 år sker der ved vikingetidens begyndelse i norden væsentlige ændringer, idet futharken reduceres til kun 16 tegn, der opdeles i tre "ætter".

f

u/o

th

a

r

k

h

n

i/e

a

s

t/d

b/p

m

l

R

Den yngre futhark har to a-runer. Denne betegner et nasalt a som i "flad".	Og denne er det åbne a som i "arv"
Der er desuden også to r-runer: Et tungespids-r, som i dag kun findes bevaret i enkelte danske dialekter, fx. alsisk: "Synnerborre" (Sønderborg), hvor de sidste r udtales med tungespidsen.	Runen her er det r, som vi kender i dag, udtalt bagtil i munden.
Udtales som engelsk th i "think".

Skiftet til 16-tegns futharken er ret besynderligt og langtfra klarlagt. Ændringen synes at være begyndt i Danmark, men breder sig tilsyneladende meget hurtigt til resten af Norden. Den gamle futhark passer fortrinligt til de germanske sprog, og kort før vikingetidens begyndelse udvides den endda yderligere med y, ø og æ.
Hvorfor så et hurtigt skift til en 16-tegns futhark, hvor samme rune må bruges til forskellige lyde ??

 

Runen i den yngre futhark kan være u, o, ø, w og y.	Runen er både i og e.
Runen er a, æ, au og å.	Står for både b og p.
Er såvel t som d	Er både k og g.

Når så man samtidig ofte samskriver to runer, for exempel :

til

Da bliver det mere forståeligt, at tolkningen af vikingetids runeindskrifter kan være endog overordentlig vanskelig!

Det besynderlige ved vikingetidens runebrug understreges af, at ved overgangen til middelalderen sker der hurtigt ændringer og tilføjelser, således at futharken igen får separate tegn for de forskellige lyde, og runerne holder sig faktisk lidt i brug ved siden af de latinske bogstaver helt op i 1400-tallet, selv om den latinske skrift er stærkt dominerende.

Til sidst i middelalderen er runernes anvendelse dog sjælden og "aparte" – en af de sidste anvendelser synes at være hos tømrerne til mærkning af bygningstømmer.

BoA ristede (dette)

Billeder tilknyttet denne side