Æblesaft/most
Vores læring fra 2018 med æbler fra eget træ og vores slow-juicer
Høst fra træ
Det er absolut nemmest at tage to presseninger og spænde ud mellem seks havestole, rundt om træet, således de to overlapper på to stole overfor hinanden. Sørg for at det er stoleryggen, der vender mod træet da æblerne ellers kan blive slået, hvis de rammer armlænene. Placer to herregårdssten på hver stol, længst fra træet, som modvægt til når æblerne lander.
Ryst træet!
Sammel æblerne op i kasser, vask og sorter dem.
Opbevaring af æbler
Sortér æblerne i ‘Pæne uden skrammer’ og ‘Øvrige’. De pæne kan gemmes i trækasser i garagen. Øvrige juices eller bruges til andet, hurtigst muligt.
Vi høstede i starten af oktober 2018, så må vi se hvor længe de er gode til andet end juice.
8. December fik vi endelig kigget på æblerne igen og mange var blevet helt eller delvis dårlige. Der var dog stadig en del der både var pæne og helt faste. Vi juicede rigtig mange æbler, men det blev til en begrænset mængde ren saft. Der var rigtig meget frugt kød i, i forhold til det juice vi lavede i oktober. Vores konklusion er derfor at det giver mest mening at juice alle de æbler, der ønskes juicet med det samme, i stedet for at vente.
Juice/most af mange æbler
Fjern ‘skilleren’ fra saft beholderen og hæld løbende saften op i en festival-kande (hvis færre) eller suppegryden (ved flere).
Når der begynder at komme skum op af tragten, skilles maskinen ad ved næste tømning og snegl og filter renses inden der fortsættes.
Når alle æblerne er juice’et/most’et
Lad juicen stå i beholderen imens maskinen rengøres.
Skum fjernes fra beholderen med en hul-ske og efterfølgende med en suppeøse til at tage de mindre faste dele.
Der er nu to muligheder; ‘juice med fyld’ eller ‘ren juice’. Det meste frugtkød, der er kommet gennem filteret i juiceren er nemlig faldet til bunden nu.
1. Juice med fyld
Rør rundt i beholderen med juicen så fyldet bliver rørt op i det hele og held så på flasker/bøtter/?.
2. Ren juice
Skum
Fyldet skulle gerne være samlet i bunden af gryden/kanden, så hvis der heldes forsigtigt skulle det gerne være (stort set) ren juice, men for en god orden skyld kan det være fint at hælde det igennem en si;
1. sortering
Tag en anden gryde, eller en kande og læg en si over og hæld forsigtigt fra den første gryde – sien er bare for at få evt. flydende filtreret fra.
Det er en fordel at bruge en modtage-beholder der kan modtage hele mængden af én gang, om muligt, da du så ikke kommer til at ‘skvulpe’ beholderen med fyldet frem og tilbage flere gange.
Hold øje med juicens farve imens du hælder; når den skifter farve bør du stoppe med at hælde, da du er ved at nå fyldet i bunden.
2. sortering
Du skulle nu gerne have en beholder med ren juice og den oprindelige beholder med lidt juice og noget fyld. Resten filtreres i en anden beholder, for at være sikker på ikke at få fyld-rester i den rene juice;
Du kan evt. bruge samme si – hvis den er stor nok, bare over en ny beholder – denne gang skal det hele bare hældes over, så du får alt fyldet i sien.
Lad fyldet hænge i sien og dryppe af et stykke tid, så saften kommer fra. Juicen fra beholderen under kan godt døje at komme igennem en tættere si, hvis du har sådan én.
Efter filtrering
Juicen fra den første modtage beholder kan også filtreres gennem en tættere si, men min erfaring er at det ikke bør være nødvendigt. Der kan dog godt ligge lidt i bunden, når juicen hældes fra. Hvis du er krakilsk med fyld kan du hælde juicen gennem et kaffefilter, for at få det sidste fra.
Du kan selv vurdere om du vil blande den filtrerede juice fra de to dele, eller om du vil have dem separat.
Opbevaring og holdbarhed af juice
I forbindelse med vores første store høst i 2018, med et udbytte på 8½ liter, undersøgte jeg hvilke muligheder der er for opbevaring. Nedenstående er min sammenskrivning fra forskellige kilder.
Overordnet er de dog enige om at det er vigtigt med rene sterile flasker og at sørge for at dårlige dele af æblerne er blevet fjernet.
Vær desuden opmærksom på ikke at spilde ned af flaskerne eller rundt langs åbningen, da det kan mugne. Det kan evt. løses med aftørring med atamon-vædet køkkenrulle.
Sterilisering af flasker
Der er en del muligheder:
- Varm flaskerne en smule med varmt vand fra hanen (for at undgå at de får varme-chok og springer) og hæld derefter kogende vand i, sæt låg på og ryst.
- Hav en stor gryde vand til at koge og læg de forvarmede flasker der i.
- Stil flaskerne i mikroovn og giv dem 10 sekunder
- Tænd ovnen på 130-140 grader og giv flaskerne 15 minutter, til de har en temperatur lige over 100°C
- Kemisk: skyl flasker og låg i atamon (kan genbruges fra flaske til flaske)
- Kemisk: brug flaske rensningsmiddel, f.eks. fra brygning af øl.
Det er bare om at vælge én.
Behandling af juicen
Rå = Most
Holdbarhed: 3-5 dage i køleskab (under en uge)
Fordel: beholder smag og vitaminer
Rå med atamon = Juice
Holdbarhed: minimum 1 år, et kælder-koldt sted
Fordel: beholder smagen
Tilsæt 1 cl atamon pr. liter.
Jf. Tørslefs gamle grønne syltebog skal der dog 2 cl atamon til hver liter saft.
Rå med æblesyre
Holdbarhed: ?, mørkt og køligt
Æblesyre findes også naturligt i æblerne.
Frosset
Holdbarhed: ?. Efter optøring som rå saft.
Fordel: beholder smag og vitaminer
Tages op efter behov. Sørg for at alt juicen er tø‘et inden den bruges.
Det anbefales at bruge plastikflasker eller poser, da væske der fryses, som bekendt udvider sig, hvorfor glasflasker risikerer at sprænges.
Pasteuriseret
Holdbarhed: minimum 6 måneder, mørkt og køligt
Ulempe: Mister vitaminer på grund af varme-behandlingen og kan miste noget smag.
OBS: Hvis du pasteuriserer i flaskerne, så undgå at fyld dem for meget, da væske udvider sig ved opvarmning og det derved kan løbe over.
For at undgå uklar og brun saft skal det varmes op til 60°C, for at stoppe den enzymaktivitet, der gør æbler brune.
- Varm op til 70°C
- Varm op til 80°C
- Varm op til 85°C
- Flaskerne fyldes til 5 cm fra kanten og stilles i en gryde med vand, der varmes til 80°C. Temperaturen holdes 5-10 minutter.
- Stil flaskerne i ovnen og varm dem op til 75°C og sæt låg på inden de er afkølet.
Egen erfaringer: Hvis der skal pasteuriseres i ovn giver vores store ovn ved indstilling til 90° kun 78, og 95° giver 83.
Pasteuriseret med atamon
Holdbarhed: minimum 1 år, mørkt og køligt
Ulempe: Mister vitaminer på grund af varme-behandlingen og kan miste noget smag.
Varm juicen op til PRÆSIS 65°C i 35 minutter, i en gryde (den lavere temperatur skulle påvirke smagen mindre). Tilsæt efterfølende 7 ml atamon pr. liter.