Dejlig er den himmel blå

1. (Oprindeligt 1.)
Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
//: os fra jorden op til sig, ://

2. (Oprindeligt 3.)
Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
//: som en lille stjernesol, ://

3. (Oprindeligt 5.)
Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
//: skulle fødes på vor jord, ://

4. (Oprindeligt 8.*)
Vise mænd fra østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
//: som var født i samme stund, ://

5. (Oprindeligt 10.-11.*)
De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem,
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
//: vugged barnet i sit skød, ://

6. (Oprindeligt 18.)
Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
//: kommer vi til Jesus Krist, ://

7. (Oprindeligt 19.)
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
//: til at lyse for vor fod, ://

Komplet

1.
Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
//: os fra jorden op til sig. ://

2.
Kommer små og hører til!
Jeg for eder sjunge vil
om så lys og mild en stjerne,
jeg det ved, I hører gerne,
//: Himlen eder hører til! ://

3.
Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
en så klar på himlens bue,
//: som en lille stjernesol ://

4.
Langt herfra i Østerland
stod en gammel stjernemand,
så fra tårnet vist på himlen,
så det lys i stjernevrimlen,
//: blev i sind så barneglad. ://

5.
Når den stjerne, lys og blid,
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
//: skulle fødes på vor jord. ://

6.
Derfor blev i Østerland
nu så glad den gamle mand;
thi han ville dog så gerne
se den lyse kongestjerne,
//: før han lagdes i sin grav. ://

7.
Han gik til sin konges slot,
kongen kendte han så godt,
hørte og med hjertensglæde,
at det lys var nu tilstede,
//: hvorom gamle spådom lød ://

8.
Han med søn og stjernemand
fluks uddrog af Østerland,
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
//: som var født i Jødeland. ://

9.
Klare stjerne ledte dem,
lige til Jerusalem;
kongens slot de gik at finde,
der var vel en konge inde,
//: men ej den, de ledte om. ://

10.
Klare stjerne hasted frem,
ledte dem til Bethlehem;
over hytten lav og lille
stod så pludselig den stille,
//: strålede så lyst og mildt. ://

11.
Glade da i sjæl og sind
ginge de i hytten ind,
der var ingen kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
//: vugged barnet i sit skød ://

12.
Østerlands de vise mænd
fandt dog stjernen der igen,
som de skued i det høje,
thi i barnets milde øje
//: funklende og klar den sad. ://

13.
Den var dem et tegn så vist,
at de så den sande Krist,
derfor bøjed de sig glade,
ofrede på gyldne fade
//: røgelse med søden lugt! ://

14.
Vil I små ej også gerne
se den lyse, milde stjerne!
For den konge dybt jer bøje,
som Guds rige har for øje,
//: og vil lukke jer derind! ://

15.
Ser jer til den himmel blå
med de gyldne stjerner på!
Der den stjerne ej I finde,
men den er dog vist derinde:
//: over Jesu kongestol! ://

16.
Thi Han, som var barn på jord,
blevet er en konge stor,
og Han sidder nu deroppe,
over alle stjernetoppe,
//: ved Gud Faders højre hånd! ://

17.
Bøjer eder kun, I små,
Han fra Himlen ser derpå!
Sender Ham med hjertensglæde
lov og pris till høje sæde,
//: det er røgelse for Ham! ://

18.
Stjernen ledte vise mænd
til nyfødte konge hen,
I har og en sådan stjerne,
og når I den følge gerne,
//: komme I til Jesus vist! ://

19.
Denne stjerne, lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er Hans guddomsord det klare,
som Han os lod åbenbare
//: til at lyse for vor fod! ://