Skjul menu 150% 200%

Fastelavnsboller

Senest opdateret af Alice Raunsbæk d. 19 Feb 2019 kl. 14:16:28

****

Mine modificerede og arbejdslette fastelavnsboller.

Kan enten laves som ‘lukkede’ fastelavnsboller, hvor du ikke kan se cremen, eller som ‘åbne’ fastelavnsboller, hvor du kan se cremen i midten.

Oprindelig forfatter: Alice Raunsbæk. Sammensat af opskrifterne “Boller ala Dorthe” og “Fastelavnsboller med Æble”.

Fremgangsmåden i denne opskrift forudsætter at du har: en ‘is-kugle-ske’ og en ‘fylde-sprøjtetylle’ (for lukkede)/rund sprøjtetylle (for åbne).
Hvis du mangler en af ovenstående bør du overveje at bruge den anden opskrift på fastelavnsboller.

Lukkede fastelavnsboller: fylde-tylle med en åbning, der gerne er mere end 5mm (da du ellers skal opbygge for meget tryk, for at få fyldet ud). Fyldet skal gerne være plant med overfladen af bollen, når du skal lægge glasur på.

Åbne fastelavnsboller: rund tylle med en åbning på maks 10mm (da fyldet ellers ‘falder ud’ af sig selv).

Ingredienser

Dobbelt portion (50-60 stk)

Creme (ca. 64 spks)
300g marcipan, revet groft
4 dl æble, skrællet & revet fint (1 æble ~ 1 dl)
8 dl mælk
6 spks sukker
8 tsk vanillesukker
8 æggeblommer
8 spks maizenamel
(Gryde: min. 3 liter)

Boller
200 g margarine (160 g flydende)
5 dl mælk
100 g gær
100 g sukker
2 æg
800 g mel + lidt til kugleskeen
(Skål: min. 6 liter)

Glasur
60 g margarine (48 g flydende)
300 g flormelis
1 spks vanillesukker
1½ spks kakao
ca. 3 spks kogende vand

Helportion (25-30 stk)

Creme (ca. 32 spks)
150g marcipan, revet groft
2 dl æble, skrællet & revet fint (1 æble ~ 1 dl)
4 dl mælk
3 spks sukker
4 tsk vanillesukker
4 æggeblommer
4 spks maizenamel
(Gryde: min. 1½ liter)

Boller
100 g margarine (80 g flydende)
2½ dl mælk
50 g gær
50 g sukker
1 æg
400 g mel + lidt til kugleskeen
(Skål: min. 3 liter)

Glasur
30 g margarine (24 g flydende)
150 g flormelis
1½ tsk vanillesukker
2 tsk kakao
ca. 1½ spks kogende vand

Halv portion (10-15 stk)

Creme (ca. 16 spks)
75g marcipan, revet groft
1 dl æble, skrællet & revet fint (1 æble ~ 1 dl)
2 dl mælk
1½ spks sukker
2 tsk vanillesukker
2 æggeblommer
2 spks maizenamel

Boller
50 g margarine (40 g flydende)
1,25 dl mælk
25 g gær
25 g sukker
1/2 æg
200 g mel + lidt til kugleskeen
(Skål: min. 1½ liter)

Glasur
20 g margarine (16 g flydende)
100 g flormelis
1 tsk vanillesukker
½ spks kakao
ca. 1 spks kogende vand

Tilberedning

Creme
Bring mælk og sukker (begge slags) til kogepunktet.
Rør æggeblommer og maizenamel sammen i en skål. Tilsæt 1/5 (ca. 1/4 af mælken) af den varme mælk og rør det sammen.
Hæld blandingen tilbage i gryden med resten af mælken og kog cremen under konstant piskning i ca. 3 minutter.
Rør marcipanen i (og lad den opløse) og tilsæt så æble.
Hæld cremen i en skål og lad den afkøle (evt. i køleskabet).

Boller
Smelt margarinen i en gryde og held mælken i, tages af når det er fingervarmt.
Pild gæren i stykker i et krus og kom sukkeret i. Rør i det til det bliver til væske. Kommes herefter i gryden.
Kom de æggene i gryden og rør det sammen.
Bland indholdet af gryden og melet sammen i en skål og rør den godt sammen.
HUSK! Dejen skal kun være som den er!

Lad dejen hæve ca. 30 minutter.
Brug en is-kugle-ske til at ‘forme’ bollerne mod kanten af skålen. ‘Dyp’ skeen i mel mellem hver bolle.
Lægges på en bageplade 4*4 (ikke tættere! De ‘vokser’, både når de hæver og når du sprøjter fyld i)

Start ovnen på 225°C (eller 180-200°C varmluft).
Lad bollerne efterhæve i ca. 15 min.

Fyldning
Monter en tylle i en sprøjtepose og fyld posen med cremen.
Der skal ca. en spiseskefuld fyld i hver bolle.
Lukkede: Stik tyllen ned i midten af en bolle og ud til siden, gentag i to andre vinkler, så der kommer fyld rundt i hele bollen (stik den åbne flade af tyllen ned i bollen, ikke den spidse). Forestil dig at du skal sprøjte ud i hjørnerne af en trekant.
Åbne: Stik tyllen ned i midten af en bolle og lav en cirkulær bevægelse, hvor du vinkler åbningen ud mod kanten af bollen, imens du trykker på posen.
Pas på med ikke at ‘prikke hul’ i bunden af bollen, når du stikker tyllen i.

Bages i en forvarmet ovn på 225° (eller 180-200° varmluft) i ca 12 min. Afkøles på en rist, for ikke at blive for bløde i bunden.

Anretning/Servering

Dekorer med glasur.

Lukkede: Glasuren lægges på midten, således at hullet fra fyldningen skjules.
Hvis der er ‘hul’ ned til cremen i midten, må du fylde efter med creme, da du ellers skal bruge uforholdsmæssigt meget glasur.

Åbne: Glasuren lægges i en cirkel rundt om det store hul, hvor cremen er synlig.

Alice Raunsbæk© Copyright 2019 - Powered by Frog CMS - Kontakt

Nyheder

PHP opdatering

Senest opdateret af Alice Raunsbæk d. 11 Nov 2018 kl. 11:39:52

Min udbyder opdaterer alle websites fra gamle PHP versioner til PHP 7.2, desværre betyder det at nogle funktioner og moduler ikke helt virker - jeg arbejder på det.

Men skulle du finde noget, der ikke virker, så giv mig gerne en melding!

Sitemap